Delt kompetence

EU har et såkaldt kompetencekatalog, der siger noget om, hvor meget EU kan bestemme. Det deler de politiske områder op i tre kategorier: enekompetence, delt kompetence og supplerende kompetence. Inden for de områder, hvorpå der er delt kompetence, kan både EU og de enkelte medlemsstater lave love. Hvis EU udarbejder en ny lov, hvor der er delt kompetence, har EU-loven forrang over national lov. Der er bl.a. delt kompetence i forbindelse med social- og arbejdsmarkedspolitik, landbrug og fiskeri, miljø, forbrugerbeskyttelse, retlige og indre anliggender, transport, energi og det indre marked.